Fantastiske blends og fuld kreativitet!
La Micro Winerie ligger hjertet af Bordeaux i det kreative miljø Darwin. Vi besøgte Maxime i efteråret 2023 og nød en aften sammen med ham – og en masse af hans fantastiske vine!
Vi har haft hans vine på shoppen i et par år, lige siden han startede sin produktion. Han laver virkelig gode blends og eksperimenterer med druer og lagring. I modsætning til de klassiske producenter, så skal han ikke fokusere på arbejdet i marken, fordi han køber sine druer i stedet. Det er ikke så typisk i Bordeaux – men det giver en stor grad af frihed!
Erfaring fra al verdens vinområder!
Til trods for sin unge alder er Maxime ikke ny indenfor vinproduktionen. Han er uddannet agronom og ønolog og har i flere år rejst rundt og lært vinhåndværket i New Zealand, Californien, Argentina og selvfølgelig Frankrig.
Da han kom tilbage til Frankrig ønskede han at lave vin på sin helt egen måde – og havde ikke råd til hverken slot eller marker. Han har derfor lavet en række aftaler med vindrueproducenter omkring Bordeaux.
Han er derfor ikke på samme måde udsat for de risici, som mange vinproducenter med egne druer oplever – nemlig at høsten fejler. Og han kan udtænke lige præcis de blends, som han vil – og så købe druerne. Han køber altid biodynamiske eller økologiske druer – eller druer, som er produceret efter økologiske eller biodynamiske principper.
Blends til den nye generation!
Maxime eksperimenterer med druer og lagringsmetoder, og laver altid vin ved spontangæring og uden filtrering. Han tilsætte et minimum af sulfitter.
Som de andre naturvin producenter i Bordeaux, som vi har i shoppen, så vil Maxime gerne udfordre de gængse opfattelser af, hvad god vin fra Bordeaux er.
Vi har smagt os gennem alle vinene, og nogle er ganske atypiske, f.eks. hvidvinen Narcisse på de sjældne druer Petit Manseng og Gros Manseng, som er helt unik og kompleks i sin smag. Vi har et par stykker tilbage på lager i skrivende stund, og den bliver ikke lavet mere.
Fælles for dem alle er at de er lavet med respekt for druesortens og jordens karakter. Han forsøger ikke at ændre smagen, men fremhæve de iboende kvaliteter i druerne.
Nye druer og blends!
I legen med druerne udvikler Maxime helt fantastiske vine. Blandt hans vine kan vi anbefale Granite, som er en hvidvin på Chenin lageret på egetræsfade. Det giver en helt fantastisk dybde til vinen, som florale og tungere mineralske noter, grænsende til det saltholdige.
Der bliver også leget med de røde vine. For eksempel er deres Magma en tung biodynamisk rødvin lavet på 75% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot. Halvdelen af mosten har lagret på egetræsfade i 8 måneder og den anden halvdel på amfora. Herefter mødes de og skaber denne her fantastiske rødvin!
På vores besøg smagte vi også på en helt ny hvidvin, som er lavet på røde druer. Saften presses lynhurtigt og drueskallerne fjernes, så der ikke afgives farve. Og deres nye pet nat Euphoria, som vi får hjem til foråret. Den var virkelig lækker!